Cavlingpris-modtageren Bo Elkjær fra Ekstra Bladet har i snart et år dagligt skrevet breve til statsministeren og udenrigsministeren for at opnå indsigt i og få svar på bevæggrundene for at deltage i Irakkrigen. Indtil videre uden held. I dette interview belyser han kommunikationen mellem borgerne, regeringen og medierne – eller mangel på samme – og giver nogle bud på, hvorfor der er en dalende interesse for at skrive om en krig, vi ifølge ham, stadigvæk er aktive i.
Af Jon Kiellberg
Århus. Bo Elkjær er en af de journalister i Danmark, der mest intenst har afdækket en lang række principielle spørgsmål om og præmisser for vores deltagelse i Irakkrigen. Og, som han forklarer, ville han gøre det – selvom det ikke var hans arbejde.
Danmark i krig
Indledningsvis vil jeg spørge ind til et af dine utallige breve til statsministeren og udenrigsministeren. I et af dem spørger du dem, om Danmark stadig er krig. Ud fra dine betragtninger og research på området, er vi så det?
– Spørgsmålet om, hvorvidt vi er i krig eller ej, er ufatteligt vigtigt. Den formelle situation er, at vi ikke er i krig. Regeringen har besluttet den 6. maj 2003, at alle krigshandlinger er ophørt. Det er jo en fiktiv beslutning, der ikke bygger på faktuelle omstændigheder. Når danske panserede mandskabsvogne kører rundt i Irak og bliver skudt med RPG´ere, og de kører deres tunge maskingeværer i kampe mod irakere, så er vi i praksis i krig. Det er der ikke så meget at diskutere om. Så beslutningen om, at vi ikke er i krig, er fiktiv. Det er derfor, jeg bliver ved med at spørge [Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller], om vi er i krig – eller om vi ikke er i krig.
Bolden er givet videre
Du har til dags dato [for dette interview], skrevet 338 breve til Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller og lagt disse breve ud på din weblog på Ekstra Bladets hjemmeside. Hvis vi ser lidt på resultatsiden af dine anstrengelser. Hvad er der så kommet ud af alle disse skriverier?
– Jeg vil svare på to måder. Meget konkret er der ikke kommet noget ud af det. Jeg har fået to breve af Statsministeriet i det sidste forløb fra august sidste år, hvor jeg har skrevet dagligt. I det ene brev står der, at statsministeren ikke har yderligere ting at tilføje i forhold til det, han har sagt i medier og i Folketinget. I det andet brev står der: ’Som du ved, har statsministeren ikke mere at tilføje’. Så på det konkrete plan har jeg ikke fået noget ud af det. Men på det mere abstrakte plan har jeg fået noget ud af det i den forstand, at jeg har spurgt om et interview med de to ministre siden 2003. Hvis man skal slå en streg under det forløb, så kan man sige, at jeg er blevet holdt for nar. Jeg er blevet holdt hen med vattede svar som ’Øh bøh’, ’Det skal vi undersøge’ og ’Vi ringer tilbage’. Det, jeg gør, når jeg skriver til dem hver dag, det er, at jeg vender den om. Nu er det ikke længere mig, der bliver holdt for nar – nu er det dem. For enhver person kan hver dag gå ind på nettet og se, at der sker noget fra min side. Så på det abstrakte plan er der sket noget interessant.
Om hvorvidt det er brugbart eller ej – det må tiden vise.
Mediernes ansvar
Der er flere undersøgelser, der viser en dalende interesse for at skrive om krigen, hvilket du jo nok kan nikke genkendende til. Skyldes det en generel metaltræthed over for krige og katastrofer, når man får dem på tilpas afstand? Eller mener du, at medierne stadigvæk har en pligt over for borgerne til at blive ved med at konfrontere regeringen med grundlaget for at gå i krig?
– Jeg synes grundlæggende, at medier som det, jeg arbejder for – og dem er der jo en del af – ikke har som opgave at gå ind og anfægte de beslutninger, der bliver taget i folketinget, men at forholde os til dem. Men hvis en regering – uan-set partifarve – går ind og tager en beslutning om at gå i krig, så er der nogle, der skal gå ind og undersøge substansen af oplysningerne. Om det er rigtigt eller forkert, det vores regering står og siger. Det er vores opgave, og det er et flertal af de danske medier, der ikke løfter den opgave.
Præmissen, der ikke holdt
Synes du langt hen ad vejen, det er lykkes Anders Fogh Rasmussen at overbevise befolkningen om, at præmissen for at gå i krig var, at det var det eneste rigtige at gøre?
– Jeg tror ikke, der er nogle i Danmark, der er i tvivl om, at der ingen masseødelæggelsesvåben var i Irak. Men vi fik tudet ørene fulde med, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, at de var en trussel, og vi var nødt til at reagere på det. Og så fandt man ud af at – ups! – der var ingen alligevel. Så præmissen for at gå i krig – det er alle over en kam vist enige om – holdt ikke.
Demokratisk underskud?
Den 21. marts 2003 vedtog folketinget med 61 stemmer for og 50 stemmer imod at sende Danmark i krig. Er det demokratiets lod, eller har vi et demokratisk problem med så få stemmer for at deltage i krigen?
– Der er ingen tvivl om, at vi har et demokratisk underskud i det her. Spændvidden for det demokratiske underskud er stort. Hvis vi adskiller tingene, så har vi regeringen, vi har embedsmandsværket bag regeringen, vi har folketinget, og så har vi offentligheden.
Hvis vi starter med embedsmands-værket, så har de oplysninger, de har fodret regeringen med, ikke været i orden. Man har fra flere sider af embedsmandsværket valgt at ’please’ regeringen og fortælle dem det, de vil høre. Og det udgør et massivt demokratisk underskud.
For når regeringen fremkommer med oplysninger til Folketinget, skal de naturligvis fremføre den fulde og dækkende sandhed. Og de har i særlig grad i Forsvarets Efterretningstjeneste, men også i Udenrigs- og Statsministeriet ikke været i stand til at levere de oplysninger videre til regeringen, de beviseligt lå inde med. Årsagen til, de har valgt det, er, at regeringen tilsyneladende meget klart har sagt, at vi har brug for de og de oplysninger. De andre oplysninger gider vi ikke. Man kan ikke gå ind og håndplukke i den førnævnte fulde og dækkende sandhed.
Men Folketinget har heller ikke formået at skære igennem over for de oplysninger, de har fået. Så Folketinget har svigtet sin opgave, regeringen har svigtet opgaven og misbrugt sin magt, embedsmandsværket har svigtet sin opgave og offentligheden, du og jeg, vi er blevet ført bag lyset.
Og hvad med mediernes rolle?
– Det er jo mediernes rolle at eftertjekke de oplysninger, som er lagt frem om beslutningen for at gå i krig. Det gjorde vi ikke, og jeg siger vi, for jeg var heller ikke selv kvik nok til at forfølge de oplysninger, der førte til krigen. Og det er svagt. Det er pinagtigt svagt fra mediernes side.
Til sidst vil jeg spørge, om du nogensinde tror, at du får det solointerview med pressens minister Anders Fogh Rasmussen, som han lovede dig, da han overrakte dig Cavling-prisen?
– Nej, det tror jeg ikke.
Skal du op i en kaliber som nobelprisen, for at få interviewet?
– Jeg tror ikke, at hverken den ene eller den anden pris kan ændre på det. For at være helt realistisk. Til gengæld når jeg at stille en lang række spørgsmål til ham. Jeg har spurgt ham [Anders Fogh Rasmussen] næsten et år, og jeg har tænkt mig at blive ved. Så vi må se, hvad det fører til.
Fakta om Bo Elkjær
Bo Elkjær modtog i januar 2003 Cavlingprisen for hans gennemresearchede historier og dybdegående journalistik om de politiske argumenter for at deltage i Irakkrigen. Dette skete på baggrund af Hvidbogen ’Løgnen om krigen – krigen om løgnen’. Da Bo Elkjær fik overrakt Cavling-prisen af pressens minister Anders Fogh Rasmussen, fik han i den forbindelse lovning på et solointerview med statsministeren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar