mandag den 9. februar 2009

Italesættelse som politisk dagsorden

[14.juni 2006]

Den politiske dagsorden i moderne politik handler ikke længere om radikale velfærdsændringer eller banebrydende reformer, men derimod om at ændre befolkningens holdninger ved hjælp af bestemte budskaber. Kommunikatøren tager i følgende artikel pulsen på VK-regeringens politiske kommunikative strategier, der tager udgangspunkt i begreber som ’noget for noget’, ’frit valg’ og ’hjælp til selvhjælp’, og som på bare få år har skabt et holdningsskred i befolkningen. Den øgede italesættelse af bestemte budskaber er ikke alene blevet en ny politisk dagsorden, men også en ny form for politisk styring

I 2006 kunne VK-regeringen fejre sin femårs fødselsdag og se tilbage på, at den ikke bare havde sat sig på det politiske flertal, men også på den politiske dagsorden. Det er i høj grad lykkedes regeringen at erobre den kommunikative førertrøje ved at sætte nye standarder for, hvordan man ved hjælp af enkle politiske budskaber, kan sætte en bestemt dagorden i medierne, partierne og befolkningen.


Det store politiske svendestykke har ikke været store radikale reformer eller banebrydende lovforslag. Det har i langt højere grad været kampen om ordet og italesættelsen af en bestemt strategi, der har banet vejen for et holdningsskred i befolkningen. Fogh og co. har således taget têten i bestræbelserne på at ændre folks grund-læggende holdninger til sociale ydelser, velfærdsgoder og bestemte befolkningsgrupper. En nøje planlagt strategi, som gennem flere år blandt andet har forberedt befolkningen på, at velfærdstaten skal justeres, og som formentlig vil betyde, at den kommende velfærdsreform bliver et mindre slag end de politiske strategier, der gennem flere år har ændret folks holdninger til skattepolitik, efterløn, indvandrer- og flygtningepolitik, frit valg og kontraktpolitikken.


Det lange seje træk
Når holdninger til efterløn på ganske få år er ændret – fra at være et tabubelagt emne blandt folketingets par-tier og en tilsvarende skepsis i befolkningen – til en større accept af nødvendige ændringer, er det langt fra nogen tilfældighed eller selvfølge (Børsen, april 2006, Berlingske Tidende, april 2006). Den ændrede holdning til efter-lønnen er en stor landevinding for regeringen og kan ses som et spejlbillede af regeringens politiske kommunikation og af den bagvedliggende ideologiske styring af, hvor-dan folk agerer som samfundsborgere. Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har gentagne gange slået fast, at det ikke drejer sig som store radikale ændrin-ger i samfundet med love og cirkulærer, men om at ændre folks holdninger til basale velfærdsgoder.


Ordets magt
Fogh havde, da han overtog statsministerposten i 2001, lært lektien. Man kan ikke presse reformer og drastiske lovforslag ned over hovedet på befolkningen, uden at den er forberedt på gradvise forandringer, som det var tilfældet ved den velkendte efterlønsaftale fra 1998. Den politiske strategi skal derimod tage udgangspunkt i borgerens frihed og ansvarlighed i samfundet.


Omdrejningspunktet for denne dagsorden er klare politiske budskaber som ’noget for noget’, ’alle har pligt til arbejde’ eller ’hjælp til selvhjælp’. Denne italesættelse af bestemte slogans er gentaget til bevidstløshed, så de bliver en naturlig del af vores hverdagssprog. Skal der ske forandringer af velfærdsordninger, kræver det et langt og sejt træk gennem forståelige politiske budskaber, der fremstår som naturlige tiltag for at skabe aktive og selvansvarlige borgere.


Den moderne politiske styring
Det er dog ikke alene regeringens politiske retorik, der har skabt de forskellige holdningsændringer, men også en ny form for politisk styring, hvis udgangspunkt er den individuelle ansvarlige borger. Siden 2002 har kontrakter mellem forvaltning og borgere været et gennemgående tema i regeringens politik: Borgeren skal tage vare på sit eget liv og ansvar for sig selv og får til gengæld basal tryghed. På den ene side er det lykkedes regeringen at formidle budskabet om, at borgeren er sin egen entreprenør i sit liv med frit valg og større frihed over for velfærdsordninger. På den anden side kræves det, at borgeren kan leve op til dette ansvar og forvalte sin egen frihed. Formår individet ikke at påtage sig dette ansvar, tillægges skylden i højere grad individet end velfærdssamfundet, som det var tilfældet tidligere.


Dette er hovedessensen af ’noget for noget’-tankegangen, som gennemsyrer den nutidige politiske styring og, som er en del af kontraktliggørelsen i samfundet. Herfra er der en lige linie til Claus Hjort Frederiksens politiske strategi og budskab om at ’alle har ret til arbejde’ og ’alle har pligt til arbejde’. Ræsonnementet og den politisk dagorden går begge veje og er med til at forpligte borgeren i forhold til eget ansvar for at komme i beskæftigelse.


Den aktive, ansvarlige samfundsborger
Der er således ikke langt fra John F. Kennedys gamle frase: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land. Den aktive ansvarlige samfundsborger bliver en rollemodel i det moderne samfund og et pejlemærke for den måde, man forvalter sit eget liv på. Mens den ledige bliver den direkte modsætning: Den inaktive og modvillige borger, der ikke påtager sig det samfundsansvar, som regeringen har muliggjort. At tage ansvar for sit eget liv er således også at udvise en adfærd, der giver indtryk af en vilje til at arbejde aktivt med sig selv som person.


Med understregningen af den aktive borger som mål for styring, bliver det den lediges ansvar, der skal ændres. Formålet er at gøre den ledige aktiv og i stand til at forvalte sin egen frihed. Et godt eksempel er de såkaldte ’matchgrupper’, hvor de ledige bliver inddelt i forskellige kategorier, som tager udgangspunkt i ikke bare evnen og viljen til arbejde – men også i viljen til personlig forandring.


Kunsten at styre handler således om på den ene side at servere et budskab på et sølvfad for vælgerne, som hverken partier eller folk kan være uenige i, og på den anden side skridt for skridt skrue på de velfærdstatslige knapper. For forandringer sker, dog mindre synligt end tidligere politiske indgreb. Den politiske styring og regulering af borgerens handlefrihed, er ikke blevet mindre, men langt mere sofistikeret. Dette sker ved at styre på det personlige ansvar over for egen situation og med succes formidle budskabet om borgerens muligheder frem for begrænsninger.


Det er således et gedigent politisk strategisk kommunikationshåndværk, som netop ikke umiddelbart springer i øjnene. For det er lykkedes at formidle ændringer af folks ansvar og pligter som en klar fordel for den enkelte via en øget italesættelse af individets større radius af frihed.


Regeringens ideologiske felttog er baseret på politisk styring og retorik og har skabt væsentlige holdningsændringer hos borgerne, fordi mantraet ’noget for noget’ på en gang både forpligter og honorerer borgerens eget ansvar. Men det har også resulteret i et skel mellem de, der formår at leve op til italesættelsen af den aktive og ansvarlige borgere, og de som ikke har mulighed for at forvalte denne frihed. Den sidste gruppe bliver i højere grad genstand for de forskellige risici og ansvar i samfundet som en del af en øget individualiseret ansvarliggørelse.


Kilder:

• Gallup undersøgelse om efterløns-ordningen i Berlingske Tidende den 7. april 2006

• Greens Analyseinstitut har foretaget en analyse af opbakningen til velfærdsreformer og tilbagetræknings-alder i Børsen den 7. april 2006

• Rasmus Emborg et. al.: Fogh: Danskerne er blevet mere ansvarlige, Interview med Anders Fogh Rasmussen i Politiken den 9. april 2006

• Thomas Larsen: Anders Fogh vinder dagsordenen, Berlingske Tidende 4. april 2006

• Jon Kiellberg og Jens Kristian Pihl: De arbejdsløses historie – et governmentality-studie af styringen af kontanthjælpsmodtagerne i Danmark, Speciale, Roskilde Universitetscenter, april 2006

• Mitchell Dean: Governmentality – magt & styring i det moderne samfund, Forlaget Sociologi, 2006

• Niels Åkerstrøm Andersen: Borgerens kontraktliggørelse, Hans Reitzels Forlag, 2003


Udviklingen i politiske styreformer:


De socialliberale styreformer

• Styring via makroøkonomiske indgreb

• Finans- og pengepolitik

• Samfundet har hovedansvaret for den enkelte borgers velbefindende

• Passiv forsørgelse

• Mål: At sikre individet mod økonomiens og velfærdstatens utilsigtede konsekvenser.


De neoliberale styreformer

• Styring gennem individets selvansvarlig-gørelse og frihed

• Frit valg, psykologisering og øget individualisering

• Det er den enkelte borgers eget ansvar, motivation og selvforsørgelse, der er årsag til vedkommendes situation

• Aktivlinien

• Mål: At skabe aktive, velintegrerede og kapable individer (kilde: Dean 2006)

De to styreformer overlapper hinanden og skal ses som en bevægelse mere end et
decideret skel.


Regeringens gennemgående slogans og budskaber fra 2001-2006

• Noget for noget

• Alle, der gør en forskel, skal mærke en forskel

• Frit valg

• Alle har ret til arbejde

• Alle har pligt til arbejde

• Kontrakten med borgeren

• Hjælp til selvhjælp

• Ansvar for sig selv – til gengæld for basal tryghed

Ingen kommentarer:

Send en kommentar