Finanskrisen som psykologisk fænomen

Finanskrisen har stor psykologisk betydning. Mennesker
og markeder er drevet af frygt og panik. Og når mange
forskellige kriser overlapper hinanden sætter det sine
markante aftryk på menneskers tiltro og forventninger
til fremtiden. Kommunikatøren har talt med hjerneforsker
Jon Wegener fra CBS

Vi står midt i en historisk epoke. En
finanskrise, som vi vil huske tilbage
på, som et afgørende moment i vores
generation. Den nuværende finanskrise
er en større krise end terrorangrebene
den 11. september 2001,
kartoffelkuren i 1980´erne og oliekriserne
i 1970´erne, fordi krisen påvirker
og vedrører alle mennesker. Kommunikatøren
har spurgt Jon Wegener,
som ud over at være hjerneforsker på
CBS også har beskæftiget sig med
aktiehandlere som konsulent, om
hvad der har skabt frygt og panik
blandt aktiemarkeder og mennesker i
verden.

Når frygten bliver panik
- Hvis man som person sidder med en
række aktier, som har tabt værdi, så
har man både frygten for, når man
sælger dem, at kurserne går op igen.
Men man har også frygten for, at hvis
man ikke sælger aktierne, at de bliver
ved med at falde. Problemet er, at det
skaber usikkerhed, for man ved ikke,
hvad fremtiden vil bringe. Så sker det,
at man ikke får gjort noget, fordi
man ikke kan beslutte sig. Falder kursen
så længere ned, så er det, panikken
kan indtræffe, siger Jon Wegener.
- Mennesker er sådan indrettet,
at når frygten og usikkerheden er der,
så får man brug for at gøre noget.
Det er ligesom dyr. Kommer der farlige
rovdyr mod et andet dyr, så handler
det om at få benene på nakken og
komme væk. Derfor går vi i panik. Og
panikhandlingen for aktiehandlere er
at sælge alt, hvad man har uden at
skele til, om der er nogen rationelle
handlinger bag.
Det kan således, ifølge Jon Wegener,
være en fordel, hvis man kun
sælger lidt af sin aktiebeholdning.
Men det er desværre sådan, at panikken
får os til at sælge det hele. Og
det er her, at krisen virkelig tager fat
– når der er tilstrækkelig mange, der
sælger alt, så aktiekurserne falder
endnu hurtigere.

Vi er alle en del af krisen
Har den panik blandt aktiehandlere
og -analytikere forplantet sig til forbrugerne?
- Det tror jeg bestemt, den har. For
100 år siden var det kun overklassen,
der havde aktier. I dag er det et stort
udsnit af den danske befolkning. Selv
vores børneopsparinger kan blive investeret
i aktier. Den formidling, som
medierne har mellem de professionelle investorer i bankverdenen og de
private investorer, har påvirket forbrugerne.
Mener du, at finanskrisen er blevet
talt op i medierne?
- Det er svært at sige. Men det virker
som om, selv den mindste historie,
som har noget med finanskrisen
eller økonomisk nedtur at gøre, er
kommet frem. Hvis fx brugtvognspriserne
falder en lille smule, eller der er
lidt flere, der går konkurs, så bliver
det blæst stort op. Mange historier
bliver dækket ind under finanskrisen.

Aktiemarkedet og politikernes kommunikation til omverden
Hvordan har aktiemarkedet og banksektoren
taklet kommunikationen til
omverdenen?
- Når man som privat forbruger
hele tiden hører de professionelle aktiehandlere
og politikere tale om frygt
og panik på markederne, så kan det
ikke undgå at påvirke forbrugerne en
del. Det er gået op for selv det mindste
barn, at der er finanskrise. Vi bliver
hele tiden bekræftet i krisen og
dets betydning for almindelige borgere.
Det kan på mange måder beskrives
som en ond spiral. Dybest set så
er det et psykologisk fænomen.
Grunden til, at olieprisen er lav, er
manglende tiltro til, at der skal bruges
olie. Årsagen til, at bankerne ikke
vil låne penge ud, er, at de ikke mener,
at de kan få pengene hjem igen,
da forbruget og boligpriserne er faldende
samtidig med, at priserne og
arbejdsløsheden er stigende. Så alt
indikerer, at det kan være farligt at
låne penge ud. Og når forbrugerne
så ikke kan låne penge, så bruger de
heller ikke så mange penge. Og det
driver markederne længere og længere
ned.
Men hvor hurtig er den menneskelig
hjerne i stand til at omstille sig?
Tager det årevis at rette op på folks
tillid til fx bankverdenen, boligmarkedet
eller usikkerhed vedr. ledighed og
forbrug?
- Vi er ved at bevæge os væk fra
depressionen i retning af en accept af
tingenes tilstand. Og det er et skridt
på vejen til at komme i gang igen. Så
er vi måske igen parate til optimistiske
nyheder. Vi ved fra hjerneforskningen,
at negative følelsesmæssige
indtryk lagres langt bedre i hjernen
end positive. Derfor tager det tid, før
vi kan lægge de negative indtryk bag
os.

Kunsten at tale finanskrisen op

[11. februar 2009]

Økonomisk recession, finanskrise, stigende fødevarepriser, rekordlave boligpriser og aktier i frit fald. I det sidste halve år har medieverdenen været fyldt med dommedagsprofetier og skrækscenarier om den nuværende finansielle nedtur. Uanset den alvorlige økonomiske situation har mediernes kriseretorik spillet en afgørende rolle for menneskers adfærdsmønstre

Mediernes dækning af den værste økonomiske krise i 80 år har givet journalister, finansfolk og kommunikatører mulighed for i særlig grad at sætte og påvirke den økonomiske, politiske og meningsdannende dagsorden. Der er både spinnet og spundet guld på finanskrisen, lige siden kredit- og aktie-tsunamien skyllede hen over de finansielle markeder. Mediedækning af finanskrisen har lært os, at dårlige sager og spinhistorier er blevet dækket ind under finanskrisen.

Snebolden ruller – og den ruller stærkt
Der er ikke gået en dag det sidste halve år, hvor der ikke har været en ren kaskade af krisehistorier i alverdens medier. Alene i danske medier har der i de sidste tre måneder været skrevet næsten 45.000 artikler, hvor ordene finanskrise og finanskrisen har indgået. Medier og markeder har indbyrdes påvirket hinanden og har skabt en snebold-effekt, som har smittet af på folks tillid, købelyst og tro på fremtiden. Og dårlige sager, som ville være kommet uden hjælp fra den økonomiske overophedning, er blevet tilskrevet finanskrisen.
Lad mig komme med to eksempler.

Ulven kommer - før eller siden
Den første er boligboblen. Der er ingen tvivl om, at priserne på boligmarkedet måtte finde et naturligt leje, da markedet har været kunstigt holdt oppe af blandt andet andelsboligmarkedet, forældrekøb og favorable låne- og rentemuligheder. Vi skal dog helt tilbage til starten af 2005, hvor de første ildevarslende artikler beskrev overophedningen på boligmarkedet. Det var dog hovedsageligt tabloidaviserne, der spåede om boligmarkedets snarlige kollaps. Gisningerne holdt dog på ingen måder stik. Der var intet tegn på prisfald, og priserne steg da også til det hidtil højeste niveau igennem 2006.

Men som i historien om Peter og Ulven, så kommer ulven altid til sidst, og i tilfældet med boligmarkedet i dag så er boligboblen sprunget, og priserne på boliger er ikke set lavere siden midten af 1980´erne. Men for snart fire år siden fik vi allerede det første forvarsel, som dannede grobund for den panik og frygt, vi i dag ser blandt boligejere.

Spin og lobbyisme om bolig-markedet
Finanskrisen har ikke skabt større tillid til boligmarkedet blandt købere og sælgere. Det skyldes ikke mindst den massive mediedækning af den økonomiske situation på boligmarkedet: ’Kreditboblen på boligmarkedet brister’ (Politiken 7. oktober), ’Flexlånere skubbes længere ud på skrøbelig vippe’ (Berlingske Tidende 31. oktober) og ’Danskerne blandt vestens mest forgældede’ (Politiken 7. oktober) er blot nogle få af overskrifterne om boligmarkedets kollaps. Dele af pressen fremstillede denne øgede panik på boligmarkedet med, at 300.000 rædselsslagne boligejere nærmest bogstaveligt styrtede ned i banken for at omlægge deres boliglån, mens renten i samme åndedræt tog sin himmelflugt.

Hver gang en bankøkonom eller en analytiker fra et realkreditinstitut tordnede frem i de store landsdækkende medier og fortalte, at det var i dag og ikke i morgen, at folk burde omlægge sine lån, så steg besøgene drastisk i banker og pengeinstitutter. Selv samme bankeksperter og analytikere stod på samme tid frem og sagde, at: ’frygt driver markedet, der er historisk oversolgt af irrationelle investorer’ (Information, 11.-12. oktober 2008).

At tale en sag op
Et andet eksempel på godt gammeldags spin er den kolossale mediedækning af ledigheden. I månedsvis har samtlige medier dækket stort set hver eneste planke af den økonomiske nedturs betydning for arbejdsmarkedet. Medierne har været fyldt med fremskrivninger, antagelser og hypoteser om, at ledigheden vil stige til uanede højder, og at jobfesten er slut. De mange spaltemillimeter om en truende ledighed har til tider været skrevet i et så malerisk sprog, at man for sit indre blik har set kilometer lange køer foran landets job-centre, som vi så det i starten af 1990´erne. Den gang var der 350.000 ledige. I dag er der 57.900 ledige. Et konkret eksempel er byggebranchen, som har oplevet en økonomisk afmatning med fyringer og ledighed til følge. Hovedårsagen til den økonomiske nedgang har branchen hoved-sageligt tilskrevet finanskrisen, på trods af at byggeindustrien har været stærkt nedadgående i hele 2008 - finanskrise eller ej.

Og trods en stigning i ledigheden på 1,9 procent i december mod 1,7 procent i oktober, så er der langt til det billede, som dele af mediebilledet har tegnet: ’Dagens ledighedstal indleder dyster æra’ (Politiken, 27. november), ’Økonomer kickstarter lang nedtur for ledigheden’ (Børsen, 2. oktober) og ’Så stoppede festen på arbejdsmarkedet’ (Børsen, 3. oktober).

For på trods af at alle økonomer i dag er enige om, at ledigheden de næste par år vil stige, så er der stadig en historisk lav ledighed i Danmark, 2,1 pct. af arbejdsstyrken. Og med stadig mangel på arbejdskraft, og i en situation hvor langt flere mennesker for-lader arbejdsmarkedet, end der kommer ind på grund af aldersforde-lingen, så er der ingen tegn på ledighedstigninger, som vi så dem ved oliekriserne i 1970´erne eller i 1980´erne, hvor næsten en hel ungdomsårgang var på kontanthjælp.

Puste til ilden
For selv om man ikke kan tilskrive medierne at være årsagen til den finansielle krise, så har de mange afledte krisehistorier om kredit- og boligboblens brist, tomme ordrebøger, røde tal på bundlinjen og udsigt til en massearbejdsløshedsgrav haft psykologisk betydning for menneskers adfærds- og reaktionsmønstre. Der har i høj grad været talt sager op fra mange forskellige parter under finanskrisen, som har haft en selvforstærkende effekt. Og her har medierne haft en medvirkende rolle som forstørrelsesglas for historier, som ikke altid har haft hold i virkeligheden eller kunne tilskrives finanskrisen alene.

10 udvalgte overskrifter om finanskrisen
500.000 arbejdsløse (Information, 14. januar 2009)
IMF: Finanskrisen er kun lige begyndt (Politiken 19. november 2008)
Centralbanker i chok-terapi mod historisk krise (Berlingske Tidende 7. november 2008) Hysteriske aktiehandlere paniksælger (Politiken 24. oktober 2008)
Frygt for dyb recession ryster markederne (Børsen 23. oktober 2008)
Det værste børsfald i 80 år (Politiken 10. oktober 2008)
Kreditboblen på boligmarkedet brister (Politiken 7. oktober 2008)
Danskerne blandt vestens mest forgældede (Politiken 7. oktober 2008)
Så stoppede festen på arbejdsmarkedet (Børsen, 3. oktober 2008)
Økonomer kickstarter lang nedtur for ledigheden (Børsen, 2. oktober 2008)

BOGANMELDELSE: Webkommunikationens A-B-C

[20. november 2008]

At webkommunikation spiller en afgørende rolle som kommunikationskanal i organisationer, offentlig myndigheder eller i virksomheder kommer nok ikke bag på de fleste kommunikatører. Men har ledelsen eller direktionen ikke set skriften på væggen – så er lommebogen ’Webkommunikation’ et glimrende sted at starte.

Bogen giver en god introduktion til vigtigheden af webformidling og -kommunikation, og hvordan ikke-kommunikationsuddannede medarbejdere kan og bør arbejde med webformidling som en naturlig del at deres arbejde. For alle har gavn af at lære at skrive til nettet: At gå ned af abstraktionsstigen, at skarprette sine budskaber og være modtagerorienteret. Frem for at falde i den klassiske fælde – at tænke proces og ud fra et afsenderperspektiv.

’Webkommunikation’ lover, hvad den holder, og den udgiver sig ikke for mere, end den er. Kort og godt, så henvender bogen sig til alle dem, som ønsker sig et hurtigt overblik over, hvilken betydning webkommunikation har for virksomhedernes branding, og hvorfor webkommunikation og -strategi bør være en integreret del af forretnings- og kommunikationsstrategien i organisationen, i den offentlige myndighed og i virksomheden.

Italesættelse som politisk dagsorden

[14.juni 2006]

Den politiske dagsorden i moderne politik handler ikke længere om radikale velfærdsændringer eller banebrydende reformer, men derimod om at ændre befolkningens holdninger ved hjælp af bestemte budskaber. Kommunikatøren tager i følgende artikel pulsen på VK-regeringens politiske kommunikative strategier, der tager udgangspunkt i begreber som ’noget for noget’, ’frit valg’ og ’hjælp til selvhjælp’, og som på bare få år har skabt et holdningsskred i befolkningen. Den øgede italesættelse af bestemte budskaber er ikke alene blevet en ny politisk dagsorden, men også en ny form for politisk styring

I 2006 kunne VK-regeringen fejre sin femårs fødselsdag og se tilbage på, at den ikke bare havde sat sig på det politiske flertal, men også på den politiske dagsorden. Det er i høj grad lykkedes regeringen at erobre den kommunikative førertrøje ved at sætte nye standarder for, hvordan man ved hjælp af enkle politiske budskaber, kan sætte en bestemt dagorden i medierne, partierne og befolkningen.

Det store politiske svendestykke har ikke været store radikale reformer eller banebrydende lovforslag. Det har i langt højere grad været kampen om ordet og italesættelsen af en bestemt strategi, der har banet vejen for et holdningsskred i befolkningen. Fogh og co. har således taget têten i bestræbelserne på at ændre folks grund-læggende holdninger til sociale ydelser, velfærdsgoder og bestemte befolkningsgrupper. En nøje planlagt strategi, som gennem flere år blandt andet har forberedt befolkningen på, at velfærdstaten skal justeres, og som formentlig vil betyde, at den kommende velfærdsreform bliver et mindre slag end de politiske strategier, der gennem flere år har ændret folks holdninger til skattepolitik, efterløn, indvandrer- og flygtningepolitik, frit valg og kontraktpolitikken.

Det lange seje træk
Når holdninger til efterløn på ganske få år er ændret – fra at være et tabubelagt emne blandt folketingets par-tier og en tilsvarende skepsis i befolkningen – til en større accept af nødvendige ændringer, er det langt fra nogen tilfældighed eller selvfølge (Børsen, april 2006, Berlingske Tidende, april 2006). Den ændrede holdning til efter-lønnen er en stor landevinding for regeringen og kan ses som et spejlbillede af regeringens politiske kommunikation og af den bagvedliggende ideologiske styring af, hvor-dan folk agerer som samfundsborgere. Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har gentagne gange slået fast, at det ikke drejer sig som store radikale ændrin-ger i samfundet med love og cirkulærer, men om at ændre folks holdninger til basale velfærdsgoder.

Ordets magt
Fogh havde, da han overtog statsministerposten i 2001, lært lektien. Man kan ikke presse reformer og drastiske lovforslag ned over hovedet på befolkningen, uden at den er forberedt på gradvise forandringer, som det var tilfældet ved den velkendte efterlønsaftale fra 1998. Den politiske strategi skal derimod tage udgangspunkt i borgerens frihed og ansvarlighed i samfundet.

Omdrejningspunktet for denne dagsorden er klare politiske budskaber som ’noget for noget’, ’alle har pligt til arbejde’ eller ’hjælp til selvhjælp’. Denne italesættelse af bestemte slogans er gentaget til bevidstløshed, så de bliver en naturlig del af vores hverdagssprog. Skal der ske forandringer af velfærdsordninger, kræver det et langt og sejt træk gennem forståelige politiske budskaber, der fremstår som naturlige tiltag for at skabe aktive og selvansvarlige borgere.

Den moderne politiske styring
Det er dog ikke alene regeringens politiske retorik, der har skabt de forskellige holdningsændringer, men også en ny form for politisk styring, hvis udgangspunkt er den individuelle ansvarlige borger. Siden 2002 har kontrakter mellem forvaltning og borgere været et gennemgående tema i regeringens politik: Borgeren skal tage vare på sit eget liv og ansvar for sig selv og får til gengæld basal tryghed. På den ene side er det lykkedes regeringen at formidle budskabet om, at borgeren er sin egen entreprenør i sit liv med frit valg og større frihed over for velfærdsordninger. På den anden side kræves det, at borgeren kan leve op til dette ansvar og forvalte sin egen frihed. Formår individet ikke at påtage sig dette ansvar, tillægges skylden i højere grad individet end velfærdssamfundet, som det var tilfældet tidligere.

Dette er hovedessensen af ’noget for noget’-tankegangen, som gennemsyrer den nutidige politiske styring og, som er en del af kontraktliggørelsen i samfundet. Herfra er der en lige linie til Claus Hjort Frederiksens politiske strategi og budskab om at ’alle har ret til arbejde’ og ’alle har pligt til arbejde’. Ræsonnementet og den politisk dagorden går begge veje og er med til at forpligte borgeren i forhold til eget ansvar for at komme i beskæftigelse.

Den aktive, ansvarlige samfundsborger
Der er således ikke langt fra John F. Kennedys gamle frase: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land. Den aktive ansvarlige samfundsborger bliver en rollemodel i det moderne samfund og et pejlemærke for den måde, man forvalter sit eget liv på. Mens den ledige bliver den direkte modsætning: Den inaktive og modvillige borger, der ikke påtager sig det samfundsansvar, som regeringen har muliggjort. At tage ansvar for sit eget liv er således også at udvise en adfærd, der giver indtryk af en vilje til at arbejde aktivt med sig selv som person.

Med understregningen af den aktive borger som mål for styring, bliver det den lediges ansvar, der skal ændres. Formålet er at gøre den ledige aktiv og i stand til at forvalte sin egen frihed. Et godt eksempel er de såkaldte ’matchgrupper’, hvor de ledige bliver inddelt i forskellige kategorier, som tager udgangspunkt i ikke bare evnen og viljen til arbejde – men også i viljen til personlig forandring.

Kunsten at styre handler således om på den ene side at servere et budskab på et sølvfad for vælgerne, som hverken partier eller folk kan være uenige i, og på den anden side skridt for skridt skrue på de velfærdstatslige knapper. For forandringer sker, dog mindre synligt end tidligere politiske indgreb. Den politiske styring og regulering af borgerens handlefrihed, er ikke blevet mindre, men langt mere sofistikeret. Dette sker ved at styre på det personlige ansvar over for egen situation og med succes formidle budskabet om borgerens muligheder frem for begrænsninger.

Det er således et gedigent politisk strategisk kommunikationshåndværk, som netop ikke umiddelbart springer i øjnene. For det er lykkedes at formidle ændringer af folks ansvar og pligter som en klar fordel for den enkelte via en øget italesættelse af individets større radius af frihed.

Regeringens ideologiske felttog er baseret på politisk styring og retorik og har skabt væsentlige holdningsændringer hos borgerne, fordi mantraet ’noget for noget’ på en gang både forpligter og honorerer borgerens eget ansvar. Men det har også resulteret i et skel mellem de, der formår at leve op til italesættelsen af den aktive og ansvarlige borgere, og de som ikke har mulighed for at forvalte denne frihed. Den sidste gruppe bliver i højere grad genstand for de forskellige risici og ansvar i samfundet som en del af en øget individualiseret ansvarliggørelse.

Kilder:

• Gallup undersøgelse om efterløns-ordningen i Berlingske Tidende den 7. april 2006

• Greens Analyseinstitut har foretaget en analyse af opbakningen til velfærdsreformer og tilbagetræknings-alder i Børsen den 7. april 2006

• Rasmus Emborg et. al.: Fogh: Danskerne er blevet mere ansvarlige, Interview med Anders Fogh Rasmussen i Politiken den 9. april 2006

• Thomas Larsen: Anders Fogh vinder dagsordenen, Berlingske Tidende 4. april 2006

• Jon Kiellberg og Jens Kristian Pihl: De arbejdsløses historie – et governmentality-studie af styringen af kontanthjælpsmodtagerne i Danmark, Speciale, Roskilde Universitetscenter, april 2006

• Mitchell Dean: Governmentality – magt & styring i det moderne samfund, Forlaget Sociologi, 2006

• Niels Åkerstrøm Andersen: Borgerens kontraktliggørelse, Hans Reitzels Forlag, 2003

Udviklingen i politiske styreformer:

De socialliberale styreformer

• Styring via makroøkonomiske indgreb

• Finans- og pengepolitik

• Samfundet har hovedansvaret for den enkelte borgers velbefindende

• Passiv forsørgelse

• Mål: At sikre individet mod økonomiens og velfærdstatens utilsigtede konsekvenser.

De neoliberale styreformer

• Styring gennem individets selvansvarlig-gørelse og frihed

• Frit valg, psykologisering og øget individualisering

• Det er den enkelte borgers eget ansvar, motivation og selvforsørgelse, der er årsag til vedkommendes situation

• Aktivlinien

• Mål: At skabe aktive, velintegrerede og kapable individer (kilde: Dean 2006)

De to styreformer overlapper hinanden og skal ses som en bevægelse mere end et
decideret skel.

Regeringens gennemgående slogans og budskaber fra 2001-2006

• Noget for noget

• Alle, der gør en forskel, skal mærke en forskel

• Frit valg

• Alle har ret til arbejde

• Alle har pligt til arbejde

• Kontrakten med borgeren

• Hjælp til selvhjælp

• Ansvar for sig selv – til gengæld for basal tryghed

Ørerne i mediemaskinen

[08. januar 2007]

Politisk Kommunikation: Medieorkanen raser, kameraer og mikrofoner er på 24-timer i døgnet, og mediemaskinen lader ingen gå ram forbi i den medieskabte virkelighed. Det er derfor helt naturligt, at presserådgivere og spindoktorer agerer filter over for pressen, når politikere døgnet rundt bliver jagtet af nyhedshungrende journalister, der alle går efter eksklusivhistorierne og solo-interviewene, mener journalist og studievært Torsten Jansen fra DR.

‘You can run, but you can´t hide’, lyder en velkendt strofe fra Depeche Mode. Og det er den medievirkelighed, som mange offentlige personer og politikere vågner op til hver eneste dag. Nyheder sover som bekendt ikke, og med de mange nye medieplatforme, der er skudt op som muldvarpeskud, giver det nye udfordringer for og stiller nye krav til politikerne i forhold til medietække, at sætte nye politiske dagsordener og afsætte historier, som før i tiden var svære at afsætte i medierne.

På den ene side giver det en enestående mulighed for politikerne at ramme et nyt publikum, at afsende politiske prøveballoner og i højere grad selektere, hvilket medie de ønsker at optræde i, så det matcher deres profil:

‘De (politikerne) kan vælge og vrage allerede fra morgenstunden. Så kan de være på TV 2 på hele dagsfladen, de kan gå på TV 2 News, de kan lade sig interviewe af et hav af aviser, og endelig om aftenen kan de vælge mellem Godaften Danmark eller DR´s nye aftenshow, TV-Avisen, TV 2-nyhederne eller Deadline. Der er en utrolig stor kamp om politikere og erhvervsfolk, og det gør at disse folk kan stille flere krav. Før i tiden kunne politikerne ikke rigtig undgå at optræde i TV-Avisen eller TV 2-nyhederne. Det var det mest attraktive. I dag vælger politikerne ofte et format som f.eks. Godaften Danmark, hvor de har mere tid til rådighed samtidig med, at der ikke bliver gået nær så kritisk til dem, som der gør i en nyhedsudsendelse på DR eller TV 2. Det har den konsekvens, at politikerne kan stille langt højere krav og slippe af sted med det’, pointerer Torsten Jansen.

En tur i mediekarrusellen
På den anden side er konsekvensen af mediestormen, at politikere har langt sværere ved at gemme sig og undgå skandalesager eller kritiske udtalelser i pressen. Der er intet skalkeskjul for de dårlige sager, og det stiller endnu højere krav til politikernes og deres rådgiveres timing, krisehåndtering og deres strategiske kommunikative evner. Det har selv den erfarne strategiske kommunikatør Fogh måtte sande i efteråret – senest med Dansk Folkepartis slagtning af Familie- og Forbrugerminister Lars Barfoed.

Har man ingen ny politisk dagsorden eller en løsning på problemerne i baghånden inden for få dage – ja, sågar timer - kan løbet være kørt for den pågældende politiker eller minister, når de dårlige nyheder ruller ind og spreder sig som en steppebrand i det politiske landskab:

‘Hvis du har en dårlig sag som politiker, så overlever du ikke tre dage i denne mediemaskine, vi er omgivet af. Det kører morgen til aften, hvor du som politiker er ved at få revet hovedet af. Et godt eksempel er Lars Løkke Rasmussen og selve kræftpatientsagen: Der gik ikke tre dage, før regeringen fandt nogle ekstra mio. kroner. Hvis du har en lorte-sag, så vokser og vokser den i et sygeligt tempo. Så hvis du som politiker ikke kommer med en løsning – så er du færdig inden ugen er gået. Før i tiden var det langt lettere at sylte en sag. Det er klart blevet sværere i dag’, forklarer Torsten Jansen.

Derfor er det indlysende, ifølge Torsten Jansen, at der er et filter imellem journalister og politikere i kraft af presserådgivere og spindoktorer, der kan dæmme op for det pres, der foregår i det hæsblæsende medieforløb:

‘Med den medieverden, der omgiver os, har politikerne også krav på at have et rockwoolslag i form af pressefolk, der agerer stødpude for pressen. Det kan godt være, at det er pisseirriterende for journalisterne, men jeg kan godt forstå, at det ikke kan være som i gamle dage, hvor vi havde alle ministrenes mobilnumre og bare ringede hjem til dem, når der var noget, vi ville vide’, pointerer han.

Det nye medieforløb vil også medføre, at vi i fremtiden vil se et langt mere offensivt modtræk og –angreb fra politikernes og spindoktorernes side i forsøget på dæmme op for eller ændre sporet i en verserende politisk sag. Med andre ord vil der opstå en stadig større magtkamp mellem medier, politikere og spindoktorer om at orkestrere den politiske debat og – dagsorden på trods af, at dette trekløver er tæt forbundet og vævet sammen i et gensidigt had-kærlighedsforhold.

Jo mere du fortynder...
Det er dog ikke kun politikere, der står over for nye udfordringer i den nye medie-æra. Journalister er også presset af stramme redaktionelle deadlines, hård konkurrence på mediemarkedet og den konstante søgen efter det, som lektor Ida Schultz kalder det sjette nyhedskriterium, nemlig eksklusivitetskriteriet: Den evige jagt efter solohistorier. Og flere medieforskere peger på, at journalisten som den dybdeborende og kritiske ‘fjerde statsmagt’ kan være truet af det opskruede tempo i medieverdenen og jagten på de samme politikere. Det billede kan Torsten Jansen godt nikke genkendende til:

‘Rollen som kritisk vagthund er truet. Jo mere vand, du hælder i saften jo tyndere bliver den. Der er kamp om dagens hovedpersoner. På en standard nyhedsdag i Danmark vil der være to-tre personer der vil være interessante. Der er en større konkurrence end tidligere, og vi vil alle sammen gå langt for at få de samme personer ind i vores studier. Med andre ord bliver det sværere for journalisterne.

Men i bund og grund handler det om, at medieforbrugerne selv må finde deres vej rundt i medielandskabet og finde ud af, hvor de får den bedste information og den mest kritiske journalistik. Det er trods alt godt, at der er flere tilbud at vælge imellem frem for færre’, slutter Torsten Jansen af med.

Hvad 2007 vil bringe af nye mediehistorier og sager, hvor politikere står for skud i pressen, og hvem der bliver de nye mediedarlings eller -yndlingsofre, vil kun tiden vise.

Det ta'r en krig

[18. august 2006]

Cavlingpris-modtageren Bo Elkjær fra Ekstra Bladet har i snart et år dagligt skrevet breve til statsministeren og udenrigsministeren for at opnå indsigt i og få svar på bevæggrundene for at deltage i Irakkrigen. Indtil videre uden held. I dette interview belyser han kommunikationen mellem borgerne, regeringen og medierne – eller mangel på samme – og giver nogle bud på, hvorfor der er en dalende interesse for at skrive om en krig, vi ifølge ham, stadigvæk er aktive i.

Af Jon Kiellberg

Århus. Bo Elkjær er en af de journalister i Danmark, der mest intenst har afdækket en lang række principielle spørgsmål om og præmisser for vores deltagelse i Irakkrigen. Og, som han forklarer, ville han gøre det – selvom det ikke var hans arbejde.

Danmark i krig
Indledningsvis vil jeg spørge ind til et af dine utallige breve til statsministeren og udenrigsministeren. I et af dem spørger du dem, om Danmark stadig er krig. Ud fra dine betragtninger og research på området, er vi så det?

– Spørgsmålet om, hvorvidt vi er i krig eller ej, er ufatteligt vigtigt. Den formelle situation er, at vi ikke er i krig. Regeringen har besluttet den 6. maj 2003, at alle krigshandlinger er ophørt. Det er jo en fiktiv beslutning, der ikke bygger på faktuelle omstændigheder. Når danske panserede mandskabsvogne kører rundt i Irak og bliver skudt med RPG´ere, og de kører deres tunge maskingeværer i kampe mod irakere, så er vi i praksis i krig. Det er der ikke så meget at diskutere om. Så beslutningen om, at vi ikke er i krig, er fiktiv. Det er derfor, jeg bliver ved med at spørge [Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller], om vi er i krig – eller om vi ikke er i krig.

Bolden er givet videre
Du har til dags dato [for dette interview], skrevet 338 breve til Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller og lagt disse breve ud på din weblog på Ekstra Bladets hjemmeside. Hvis vi ser lidt på resultatsiden af dine anstrengelser. Hvad er der så kommet ud af alle disse skriverier?

– Jeg vil svare på to måder. Meget konkret er der ikke kommet noget ud af det. Jeg har fået to breve af Statsministeriet i det sidste forløb fra august sidste år, hvor jeg har skrevet dagligt. I det ene brev står der, at statsministeren ikke har yderligere ting at tilføje i forhold til det, han har sagt i medier og i Folketinget. I det andet brev står der: ’Som du ved, har statsministeren ikke mere at tilføje’. Så på det konkrete plan har jeg ikke fået noget ud af det. Men på det mere abstrakte plan har jeg fået noget ud af det i den forstand, at jeg har spurgt om et interview med de to ministre siden 2003. Hvis man skal slå en streg under det forløb, så kan man sige, at jeg er blevet holdt for nar. Jeg er blevet holdt hen med vattede svar som ’Øh bøh’, ’Det skal vi undersøge’ og ’Vi ringer tilbage’. Det, jeg gør, når jeg skriver til dem hver dag, det er, at jeg vender den om. Nu er det ikke længere mig, der bliver holdt for nar – nu er det dem. For enhver person kan hver dag gå ind på nettet og se, at der sker noget fra min side. Så på det abstrakte plan er der sket noget interessant.

Om hvorvidt det er brugbart eller ej – det må tiden vise.

Mediernes ansvar
Der er flere undersøgelser, der viser en dalende interesse for at skrive om krigen, hvilket du jo nok kan nikke genkendende til. Skyldes det en generel metaltræthed over for krige og katastrofer, når man får dem på tilpas afstand? Eller mener du, at medierne stadigvæk har en pligt over for borgerne til at blive ved med at konfrontere regeringen med grundlaget for at gå i krig?

– Jeg synes grundlæggende, at medier som det, jeg arbejder for – og dem er der jo en del af – ikke har som opgave at gå ind og anfægte de beslutninger, der bliver taget i folketinget, men at forholde os til dem. Men hvis en regering – uan-set partifarve – går ind og tager en beslutning om at gå i krig, så er der nogle, der skal gå ind og undersøge substansen af oplysningerne. Om det er rigtigt eller forkert, det vores regering står og siger. Det er vores opgave, og det er et flertal af de danske medier, der ikke løfter den opgave.

Præmissen, der ikke holdt
Synes du langt hen ad vejen, det er lykkes Anders Fogh Rasmussen at overbevise befolkningen om, at præmissen for at gå i krig var, at det var det eneste rigtige at gøre?

– Jeg tror ikke, der er nogle i Danmark, der er i tvivl om, at der ingen masseødelæggelsesvåben var i Irak. Men vi fik tudet ørene fulde med, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, at de var en trussel, og vi var nødt til at reagere på det. Og så fandt man ud af at – ups! – der var ingen alligevel. Så præmissen for at gå i krig – det er alle over en kam vist enige om – holdt ikke.

Demokratisk underskud?
Den 21. marts 2003 vedtog folketinget med 61 stemmer for og 50 stemmer imod at sende Danmark i krig. Er det demokratiets lod, eller har vi et demokratisk problem med så få stemmer for at deltage i krigen?

– Der er ingen tvivl om, at vi har et demokratisk underskud i det her. Spændvidden for det demokratiske underskud er stort. Hvis vi adskiller tingene, så har vi regeringen, vi har embedsmandsværket bag regeringen, vi har folketinget, og så har vi offentligheden.

Hvis vi starter med embedsmands-værket, så har de oplysninger, de har fodret regeringen med, ikke været i orden. Man har fra flere sider af embedsmandsværket valgt at ’please’ regeringen og fortælle dem det, de vil høre. Og det udgør et massivt demokratisk underskud.

For når regeringen fremkommer med oplysninger til Folketinget, skal de naturligvis fremføre den fulde og dækkende sandhed. Og de har i særlig grad i Forsvarets Efterretningstjeneste, men også i Udenrigs- og Statsministeriet ikke været i stand til at levere de oplysninger videre til regeringen, de beviseligt lå inde med. Årsagen til, de har valgt det, er, at regeringen tilsyneladende meget klart har sagt, at vi har brug for de og de oplysninger. De andre oplysninger gider vi ikke. Man kan ikke gå ind og håndplukke i den førnævnte fulde og dækkende sandhed.

Men Folketinget har heller ikke formået at skære igennem over for de oplysninger, de har fået. Så Folketinget har svigtet sin opgave, regeringen har svigtet opgaven og misbrugt sin magt, embedsmandsværket har svigtet sin opgave og offentligheden, du og jeg, vi er blevet ført bag lyset.

Og hvad med mediernes rolle?

– Det er jo mediernes rolle at eftertjekke de oplysninger, som er lagt frem om beslutningen for at gå i krig. Det gjorde vi ikke, og jeg siger vi, for jeg var heller ikke selv kvik nok til at forfølge de oplysninger, der førte til krigen. Og det er svagt. Det er pinagtigt svagt fra mediernes side.

Til sidst vil jeg spørge, om du nogensinde tror, at du får det solointerview med pressens minister Anders Fogh Rasmussen, som han lovede dig, da han overrakte dig Cavling-prisen?

– Nej, det tror jeg ikke.

Skal du op i en kaliber som nobelprisen, for at få interviewet?

– Jeg tror ikke, at hverken den ene eller den anden pris kan ændre på det. For at være helt realistisk. Til gengæld når jeg at stille en lang række spørgsmål til ham. Jeg har spurgt ham [Anders Fogh Rasmussen] næsten et år, og jeg har tænkt mig at blive ved. Så vi må se, hvad det fører til.

Fakta om Bo Elkjær
Bo Elkjær modtog i januar 2003 Cavlingprisen for hans gennemresearchede historier og dybdegående journalistik om de politiske argumenter for at deltage i Irakkrigen. Dette skete på baggrund af Hvidbogen ’Løgnen om krigen – krigen om løgnen’. Da Bo Elkjær fik overrakt Cavling-prisen af pressens minister Anders Fogh Rasmussen, fik han i den forbindelse lovning på et solointerview med statsministeren.

Boganmeldelse: Meningsdannelse og moderne styring

[14. juni 2006]

Hvad er baggrunden for, at rationaler som ’noget for noget’ og ’hjælp til selvhjælp’ har vundet indpas de sidste år? Hvad er årsagen til, at borgerkontrakter, frit valg, aktiveringsprogrammer og udlicitering i dag ses som naturlige tiltag for at skabe aktive borgere i velfærdstaten? Og hvilke konsekvens har det for måden at betragte og styre bestemte grupper i samfundet?

Hvad er governmentality?
Mitchell Deans bog ’Governmentality’, som netop er udkommet på dansk, kan bruges til at analysere disse spørgsmål. Bogen sætter fokus på forholdet mellem magt, frihed og viden, samt på hvordan disse relationer har indvirkning på forskellige meningsdannelser i samfundet. Begrebet governmentality skal ses som en teoretisk ramme, hvis formål er at analysere de institutionelle og politiske magt-udøvelser inden for neoliberale velfærdstater. Denne magtforståelse trækker på Michel Foucaults beskrivelse af magt som noget, der ikke kan besiddes og ikke udspringer fra en bestemt aktør. Magtudøvelse foregår derimod på alle niveauer i samfundet og er med til at styre den måde, hvorpå vi ser os selv og andre.

Bogen og dens indføring i governmentality-begrebet kan skitseres ud fra tre hovedpunkter: 1) Governmentality-tilgangen viser, at moderne styring foregår via et hav af netværksrelationer, som går på tværs af klassiske skel mellem offentlig/privat og stat/civilsamfund. 2) Bogen viser, hvordan liberale velfærdstater aktivt er med til at styre og frigøre mennesket som en aktiv, selvansvarlig og kompetent borger. 3) Governmentality-studier har vist, hvordan mange af de forskellige velfærdstatslige programmer og -politikker, vi i dag betragter som naturlige og nutidige sandheder, bygger på historiske magtkampe og meningsdannelser, som syntes fjernt fra vores idealer om vores samtid.

Problematisering af nutidens styring
Som et konkret eksempel kan nævnes de nye matchgruppeinddelinger af ledige. De forskellige rationaler, der ligger til grund for disse tiltag er langt fra nye. Synet på og styring af de ledige kan føres tilbage til kirkens syn og omsorg over for de fattige i 1800-tallet eller racehygiejnens indtog i 1920´erne, hvor den manglende arbejdsvilje hos visse grupper af ledige ses som en karaktersvaghed og derfor bliver betragtet som dovenskab. Mitchell Dean problematiserer vores selvforståelse af nutiden, som hverken kan ses som mere humanistisk eller baseres på mere noble værdier end vores fortids. Kontrol, disciplineringer og tvangselementer fra tidligere tider er ikke forsvundet, men kan i dag ses som en mere sofistikeret måde at styre mennesket på. Kommunikation er i denne optik et spejl af forskellige magtformer og styringspraksisser, der er med til at skabe bestemte meningsdannelser i vores samfund.

Governmentality – Magt & styring i det moderne samfund
Mitchell Dean
Forlaget Sociologi 2006