Nu kom turen til de konservative

Information | 21.03.2007 | 1. sektion | Side 20 / 21 | 534 ord |

Der er i disse dage et forsigtigt oprør mod de konservatives leder Bendt Bendtsen. Konservativ Ungdom og Allerød Borgmesteren Eva Nejstgaard har været ude med kritiske røster i forhold til formandens lederstil og - egenskaber og peger i stedet på kronprinsesserne i partiet Connie Hedegaard og Lene Espersen som oplagte kandidater til at overtage formandsroret.

Det eneste, man kan undre sig over, er, at kritikken af Bendt Bendtsen ikke er sket tidligere. For godt nok har Bendt Bendtsen formået (indtil videre) at skabe ro i de konservative rækker - og det er en præstation i sig selv. Han har samtidig, takket være Venstre, haft regeringsmagten i 6 år, hvor han har stået som garant for et godt samarbejde, og han ses som en vellidt og stabil leder, som har haft stor indflydelse i forhold til parties størrelse. Bendt Bendtsen er på trods heraf langt fra en billetsælger eller en karismatisk lederskikkelse, der har den fornødne gennemslagskraft i medierne, som er afgørende for nutidens politikere - alligevel er det først nu, at vi ser små isbrydninger i partiet.

En storm i et glas vand?

Spørgsmålet er nærliggende: Er dette bare en storm i et glas vand eller et mediestunt fra de unge konservative løver? Svaret er: Både og. På den korte bane er der ingen tegn på, at Bendt Bendtsen bliver udfordret på formandskabet i partiet, idet Connie Hedegaard og Lene Espersen har været ude og give deres fulde opbakning og loyalitet til formanden.

Men på den lange bane, kan dette skvulp godt sprede ringe i vandet - for denne diskussion har ligget og ulmet under overfladen længe. De konservative Ungdom og Allerøds borgmester siger i virkeligheden det, som andre har tænkt og gået stille med i årevis: Bendt Bendtsen har skabt stabilitet og fred i partiet, men han har ikke formået, trods sine 8 år som formand, at rykke Det Konservative Folkeparti op i superligaen hvad angår stemmer, og der er mange konservative, der stadig drømmer om Schlüter-æraen, hvor partiet var det borgerlige flagskib.

Proppen røg af flasken

Det er tvivlsomt, om denne diskussion bliver fejet ind under gulvtæppet med det samme, for problematikken er reel nok. De konservative har skabt en lang række resultater i regeringen, og det er, ifølge formanden selv, det, der tæller. Men partiet har alligevel svært ved at sætte sit markante fingeraftryk på den politiske dagsorden - ikke mindst i medierne - og det er denne manglende kommunikative pondus, der nu efterlyses fra flere sider.

Skal Bendt Bendtsen vinde kampen om vælgerne og skabe en ny og visionær fortælling for den konservative gruppe, kræver det, at den konservative leder i højere grad, end tilfældet er i dag, agerer som indpisker og kommunikatør, der formår at formidle det ideologiske gods på en klar og visionær måde til vælgerne og internt i partiet. For et år siden var det Helle Thorning-Schmidt, der stod for skud i egne rækker, Marianne Jelved har efterhånden prøvet det i et halvt år, og nu er turen så kommet til Bendt Bendtsen.

Og de konservative går da heller ikke ramt forbi, viser den seneste meningsmåling fra Vilstrup (17. marts ), hvor partiet står til at miste 3 mandater. Hvad det får af konsekvenser på langt sigt, vil tiden vise, men nu er proppen røget af flasken.

Ondskabens banalitet

Weekendavisen | 03.11.2006 | 1. SEKTION | Side 13 | 419 ord |

Af JonKiellberg

Hvad er sammenhængningen mellem mordet på den systemkritiske russiske journalist Anna Politkovskaja, Hannah Arendts politiske tanker og den nye tyske film »De andres liv« om STASI-regimet i det tidligere DDR?

Det spørgsmål burde Vladimir Putin stille sig selv i forhold til både den politiske og journalistiske censur, man oplever i Rusland. Meget kunne dog tyde på, at Putin hverken dyrker en politisk tænker som Hannah Arendt eller har set »De andres liv«. Svaret ligger ellers lige for hans fødder: det handler om samvittighed, indlevelsesevne og pligten til at sætte sig i andres sted - noget som er langt fra den russiske virkelighed, som Putin styrer med jernhånd.

Men lad os tage det fra en ende af: i disse dage fejres 100-års dagen for den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendts fødsel. Og hendes filosofiske bøger og politiske tanker om totalitarismens grundvilkår og »ondskabens banalitet« kan ikke være mere aktuelle i forhold til Putins Rusland, som i dag i den grad lever i en glasklokke af selvtilstrækkelighed over for både omverdenen og sine egne medborgere. »Det er langt lettere at handle i et tyranni end at tænke,« skrev Arendt, og man kan tilføje, at det i mange tilfælde er direkte livsfarligt at tænke selvstændigt i dagens Rusland, hvilket de seneste mord på journalister er et bevis på. Arendts billede på mennesker og systemer, der ikke er i stand til at åbne sig for omverdenen og være i kontakt med deres egen samvittighed, var den berømte nazistiske SS-officer Adolf Eichmann. Hvis Arendt havde levet i dag - ville hun måske have brugt Putin som et spejl for manglende indlevelsesevne over for indvandrere, Tjetjenien og systemkritikere.

Derfor er der desværre en direkte parallel mellem Kremls bureaukratiske kontrol og DDR-tidens STASI-overvågning af dets borgere, som er så glimrende skildret i Florian Henckel von Donnersmarcks debutfilm »De andres liv«, der for nylig havde premiere i de danske biografer. Filmen handler om fjernelse af individets demokratiske rettigheder i datidens Østtyskland gennem STASI's magtgreb gennem overvågning og kategorisering af systemets indre fjende og systemkritiske »elementer«, der bliver bekæmpet og lagt for had. Allegorien er uhyggeligt besnærende med den magtfuldkommenhed som præger nutidens Rusland, hvor Putins fortid som højtstående i KGB spøger i kulissen. Spørgsmålet er nemlig, om nogle af de samme metoder, som man brugte i STASI og KGB ikke lever i bedste velgående i dag i form af systematisk overvågning og forfølgelse af samfundskritiske russiske borgere? Hvilket er så langt fra de menneskerettigheder, pressefrihed og ytringsfrihed, som et moderne demokrati bør bygge på.

Menige meningsdannere - Sæt din egen politiske dagsorden

[Udgivet den 15.juni 2007]

Den politiske dagsorden er ikke længere kun forbeholdt medierne, organisationerne og politikerne. En ny form for politisk debat og meningsdannelse er ved at få vind i sejlene: Politiske bloggere eller menige meningsdannere, som i stadig større grad kan mobilisere politiske skyts og nyheder, som medierne vælger at bringe

"Tidsalderen med topstyret politik – hvor kampagner, institutioner og journalistik var afsondrede samfund, som blev holdt oppe af møjsommeligt genereret kapital – er forbi. Parallelt med den gamle orden er der ved at opstå noget vildere, mere engagerende og uendeligt mere tilfredsstillende for de individuelle deltagere", udtalte Micah L. Sifry, ekspert i samspillet mellem politik og teknologi tilbage i 2004 i The Nation.

Noget kunne dog tyde på, at partierne i Danmark ikke har opfanget disse nye signaler, hvor politiske udmeldinger, sager og meningsdannelse i stigende grad foregår via blogs og chatfora. Hvor udviklingen i partierne herhjemme er gået i retning af en højere grad af topstyring eller med en stram politisk kommunikativ dagsorden, der holder fast i en ’énvejskommunikation’ med vælgerkorpset, går udviklingen den anden vej i USA. De politiske bloggere bliver set som et seriøst medium blandt andet hos de amerikanske præsidentkandidater.

Borger-journalister på talerstolen
De dage er talte, hvor partierne havde en stor medlemsskare, og den politiske feedback kom fra de forskellige partimøder i forsamlingshusene rundt omkring i landet. Analyser har dog i årevis slået fast, at borgerne ikke af den grund er blevet mindre politisk interesseret. Der er tværtimod sket en bevægelse, hvor politisk engagerede borgere har ændret sig fra at være menige partimedlemmer til at være politiske forbrugere og til sidst er blevet borgere, der fungerer som politiske producenter med mulighed for at oploade og dele deres politiske statements og synspunkter med andre på nettet. Borgerne deler ud af deres politiske anskuelser, hvorved nettet bliver den nye politiske talerstol, hvor hver enkelt har sin trækasse at ytre sig fra, og hvor de politiske strømme kan sprede sig som en steppebrand til andre grene af medielandskabet. Det er der indtil videre ganske få eksempler på herhjemme, men det er et fænomen, som er velkendt i England og USA, hvor en hær af motiverede mennesker skriver om skandale- og mærkesager, som de store medier derefter vælger at bringe. Et eksempel er historien om, at George Bush i 2004 havde løjet om sin aftjening af værnepligt i nationalgarden. En historie som kom fra blogosfæren.

Open source-redaktionslokaler
De politiske dagsordener og meningsdannelser er således ikke længere forbeholdt journalister, eksperter eller politikere. Tendensen er, at borgerne via meningsfællesskaber på nettet i fremtiden vil sætte den politiske dagsorden eller udfordre den. For i det voksende fragmenterede politiske landskab stiller borgerne sig ikke længere tilfredse alene med partipolitiske udmeldinger eller en top-down styring, hvor beslutninger bliver taget hen over hovedet på dem.

Den femte statsmagt?
De politiske (under-)strømme og vinde vokser dag for dag på de forskellige blogs, og de partier og politikere, der ikke går i dialog og indfanger disse strømme, vil miste en stor politisk indsigt i og føling med vælgerne. De politikere, der derimod drager fordel af bloggere og dets meninger, vil være mere i trit med de skiftende politiske diskurser på nettet. Derfor vil vi angiveligt se en ny form for politisk styring, hvor visse partier i højere grad, end tilfældet er i dag, inddrager de samfundsbevidste bloggere i politiske spørgsmål om samfundets indretning og udvikling. Foucaults analyser af magten som allestedsnærværende og uden centrum er ikke blevet mindre relevante i den politiske blogosfære. Om der er tale om en form for ’femte statsmagt’ er svært at afgøre, men den politiske blogging vil spille en stadig større rolle i det politiske spil og vil blive et politisk våben, der kan være med til at ændre holdninger, meninger og adfærd i fremtiden.

Bloggeres betydning for det politiske spil og dagsorden

Medieeksperten – Professor Roy Langer, RUC:

Der er endnu ganske få eksempler på, at blogging har rokket ved den politiske dagsorden. Men blogs vil få betydning for, hvordan man betragter politikerne. For i modsætning til læserbreve, så bringer man meget mere personlighed ind i de forskellige blogindlæg. Det er en mere uformel tone, hvor man i højere grad kan vise flaget og sit ansigt mere, end man gør i de traditionelle medier. De, der læser en politikers blog, får et mere nuanceret billede af personen. Blogs kan samtidig få betydning for, hvordan de forskellige politiske kandidater markedsfører sig op til det næste valg.

Lisbeth Knudsens blog (mediebloggen) har absolut haft betydning for den politiske dagsorden, hvor politikerne var nødt til at forholde sig til hendes forskellige indlæg.

Hvis en politisk blog skal være succesfuld og være dagsordensættende, så skal den ud i det, vi kalder de traditionelle medier. Om den kan præge den politiske dagsorden afhænger af hvem og hvilke, der bruger denne kanal.

Blogs bliver dog ikke den femte statsmagt, da jeg ikke længere tror, at journalistikken er den fjerde statsmagt.

Blogeksperten – Adm. direktør Nikolaj Stagis, Stagis A/S:

Blogs er ved at blive et politisk våben. Men Danmark er bagud i forhold til fx USA og England, fordi vi har en anden tradition for at ytre os. Danskerne er meget veltilfredse borgere. Man har en anden kultur i USA, hvor det at ytre sig er en måde at klare sig på.

Politikerne og partierne kan drage nytte af de mange nye meningsplatforme, hvis de er åbne for at gå i dialog med borgerne. Mange af de mere trængte partier kunne med fordel være dem, der er bedre til at lytte til befolkningen og derefter bruger det som et signal og lærer af det samtidig. Det vil også være med til at styrke partiernes identitet som ’os kontra de andre partier’. Men hvis vi ikke har nogen politikere, der går forrest i feltet og er med til at skabe forskellige fora for borgerne, hvor de kan deltage, så er man afhængig af, at borgerne skaber deres egne medier. Politikerne kunne på den ene side få meget kredit fra borgerne, hvis de blev kendt for at engagere sig og lytte til borgerne, og på den anden side drage nytte af alle de input, de ville få.

Er dronning Jelved skakmat?

[12. februar 2007]

Politisk kommunikation: Det Radikale Venstre står i dag, hvor Socialdemokraterne stod for et år siden: Med vælgersvigt og i krise på de indre linier. Skal Marianne Jelved og co. ikke igen blive kørt ud på et politisk sidespor ved næste valg, kræver det, at Jelved bekender politisk kulør – om farven så er mørkerød eller lyseblå. Spørgsmålet er dog, om ikke Jelved med sin lancering af partiets Anden Vej er endt i en blindgyde, og dermed er skakmat i det politiske spil?

Nu ved vi igen, hvor vi ikke har Det Radikale Venstre; nemlig som partiet, der nærmest gør en dyd ud af at lægge røgslør ud over det politiske landskab. Med partiets lancering af de seks ultimative krav sidste forår, som blev til fem, er De Radikale vendt tilbage til deres gammelkendte rolle som svingdørspartiet med indbygget ratslør i slingrekursens overhalingsbane.

Æren for denne tilbagevenden til De Radikales historiske zig-zag-kurs tilfalder fortrinsvis partiets, indtil videre, ubestridte leder og politiske dronning; Marianne Jelved, da hun udnævnte sig selv som statsministerkandidat, hvorefter hun trak forslaget tilbage. En kurs, som siden har givet De Radikale en syngende lussing i meningsmålinger samtidig med, at en ny meningsmåling fra Børsen viser, at hver tredje R-vælger ikke mener, at Jelved er den rette partiformand.

To dronninger er én for meget
Jelveds politiske vaklen startede allerede ved folketingsvalget i 2001, hvor den politiske dronning på Christiansborg blev skiftet ud med Pia Kjærsgaard. Ikke alene havde Jelved tabt regeringsmagten, hun havde også tabt kampen som Folketingets ubestridte kvindelige magtfigur. 1990’ernes succes som den driftsikre økonomiminister, der kunne holde Nyrup og Lykketoft i tæt snor, var for længst forbi. Allerede på dette tidspunkt burde Jelved havde set skriften på væggen og kørt en ny kronprinsesse eller kronpris i stilling, når hun ikke længere var dronningen af tungen-på-vægskålen. Hun valgte i stedet at følge i sin forgænger Niels Helveg Pedersens og Nyrups fodspor, og forlod ikke roret i tide.

Langt værre bliver det dog for Jelved, da Helle Thorning-Schmidt stormer ind som Socialdemokraternes nye formand i 2005. Hun er ikke alene den nye stjerne på det politiske landkort, Hun sætter sig også på posten som oppositionens ukronede dronning, og bliver dermed Jelveds måske største konkurrent. Og det er her, kimen bliver lagt til Jelveds ultimative krav som statsministerkandidat sidste forår, der ændrer De Radikales normale pragmatiske stil. Modsat Pia Kjærsgaard appellerer Thorning-Schmidt til mange af de samme vælgere som Jelved – ikke mindst de kvindelige.

To dronninger er én for meget – og Jelved ønsker ikke at være Helles halehæng – derfor ser Jelved sig nødsaget til at løsrive sig fra Socialdemokraterne og positionere sig i forhold til Thorning-Schmidt. Det er samtidig en af forklaringerne på, at det er umådeligt svært for Jelved og co. at falde i armene på Socialdemokraterne og ikke mindst Thorning-Schmidt igen.

Afdansningsbal mellem to stole
Uanset hvad der sker ved næste folketingsvalg, så vil Jelved været tvunget til, direkte eller indirekte, at pege på sine to største rivaler på den politiske scene: Nemlig Helle og Pia. For i det politiske spil er der ingen remis – og derfor kan Jelveds Anden Vej vise sig at være en dans imellem to stole, hvor partiet bliver sorteper ved festen, og dermed Jelveds endelige afdansningsbal.

Analysen har været bragt i Nyhedsavisen d. 6. februar 2007

Er fremtidens kommunikation social?

[16.november 2007]

Fremtidens sociale kommunikation ændrer ikke alene vores måde at kommunikere på, men også det sociale og kommercielle liv mellem virksomheder og forbrugere. Den tid er forbi, hvor kommunikation udelukkende drejede sig om enten at opdrage forbrugerne eller manipulere dem. Med sociale medier er dialog og brugerbaseret kommunikation kommet i centrum.

Den tid er forbi, hvor hjemmesider og kommunikation på nettet mest af alt handlede om at informere borgere eller alene at gøre reklame for sit budskab eller sit produkt. Men hvad stiller det af krav til virksomhedernes internetbaserede kommunikation, når de sociale mediers paradigme er deltagelse, brugerinddragelse, åbenhed og socialitet?

Det var temaet for oplægget Er fremtidens kommunikation social? Med adm. direktør Trine-Maria Kristensen fra Social Square og kommunikationsrådgiver Morten Gade fra Bysted til Kommunikatørens Dag 2007. Begge oplægsholdere brænder for de nye sociale netværk og teknologier, og deres tilgang til, hvad de begge kalder den nye sociale form for kommunikation, er båret både af en faglig indsigt, men også en legende og praktisk tilgang til området.

Den brugerdrevne kommunikation
Ifølge Trine-Maria Kristensen og Morten Gade er der de seneste år sket en kolossal udvikling i måden at kommunikere og dele viden med andre på nettet. Sociale netværk som fx Myspace, Facebook, LinkedIn, Flickr eller wikis som Wikipedia har været medvirkende til, at mennesker ikke længere alene modtager, men også deltager i kommunikationen med virksomhederne. Det stiller nye krav om åbenhed og omstillingsparathed hos virksomhederne, når viden om de forskellige produkter spreder sig som en steppebrand på nettet. Men det skaber også nye strategiske værktøjer og kommunikationskanaler for virksomhederne, når de gennem en lang række sociale netværk kan få en unik viden om brugernes præferencer og vaner i de forskellige internetbaserede fællesskaber.

Tovejskommunikation mellem virksomheder og forbrugere
Sociale medier skaber med andre ord en gensidig læringsproces mellem borgere og virksomheder, når den nye kommunikationsvej handler om dialog og deltagelse. På den ene side giver det virksomhederne en indsigtsfuld viden om forbrugerne, og på den anden side giver det forbrugerne en større indflydelse på produkterne, når virksomhederne åbner sig for omverdenen og inddrager forbrugerne i udvikling af deres forretningsstrategier og varer.

Gå selv på opdagelse!
Man kan holde lange foredrag eller skrive spalte op og spalte ned om de nye sociale medier og deres betydning for virksomhedernes strategiske kommunikation, nye brugerdrevne kommunikationsformer eller nye netværksbaserede fællesskaber på nettet – men man kan også bare springe ud i de nye sociale netværk og opleve deres forskellige potentialer, hvad angår inddragelse, deltagelse og face-to-face dynamik.

For ifølge Morten Gade og Trine-Maria Kristensen: Så er fremtidens kommunikation social!!!

Spin for galleriet

[20.april 2007]

Er spin mere end strategisk kommunikation eller slet og ret manipulation? Har journalisterne i disse år trange kår over for spindoktorer, som nogen betragter som mørkets fyrster? Og hvilke værktøjer benytter en spindoktor sig af? Det var nogle af de bolde, der blev givet op til gå-hjem-mødet hos JKL Group den 16. april

I panelet for denne debat var rådgiver for Public Affairs Group og forfatter til ’Samtaler om spin’ Mads Christian Esbensen, professor i kommunikation på RUC Roy Langer og den tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen Michael Kristiansen. De havde imidlertid alle tre meget forskellige syn på spin og hvilken rolle, spindoktorer spiller.

Tre facetter af spin
Mads Christian Esbensen tegnede tre hovedlinier for spin: 1) Spin som manipulation, der per definition anses som et negativt ladet begreb – hvor spindoktorerne, ifølge den gængse offentlige opfattelse, fordrejer virkeligheden, 2) spin som form, der kendetegner politiske kampagner, spin som glasur og som events og gimmicks, og sidst 3) spin som strategisk kommunikation, hvor timing af historier bevidst overskygges af andre historier. Mads Christian Esbensen gav et eksempel med Justitsminister Lene Espersen, der påkørte en kvinde i Dragør. Nyheden, som var timet, blev sendt en time efter, at det var annonceret, at Kronprinsesse Mary ventede sig.

Tandløs politisk journalistik
Dernæst kom professor i kommunikation Roy Langer på banen med bud på spindoktorens fornemmeste værktøjskasse: Priming og framing af budskaber og samtidig mulighed for at aflede opmærksomheden fra dårlige sager. Derudover skal en spindoktor være i stand til at spille medierne ud mod hinanden og kunne levere solohistorier til de nyhedshungrende journalister. Roy Langer mente langt fra, at spin og politisk markedsføring var noget nyt i Danmark og henviste bl.a. til Sloganet ’Stauning eller Kaos’ som et eksempel på en tidlig form for politisk spin. Men Roy Langer rettede også en kritik mod den politiske journalistik, som han mente i mange tilfælde er for tandløs i forhold til at gennemskue det strategiske politiske spil og det spin, der foregår på Christiansborg. Det kunne Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor Michael Kristiansen godt nikke genkende til og mente, at pressen ofte er presset af den evige jagt på solohistorier, og at det går ud over den kritiske journalistik.

Et eksempel var Anders Fogh Rasmussens ugentlige pressemøde, hvor Michael Kristiansen har oplevet en alt for stor ærefrygt over for statsministeren – og han mente, at de forskellige medier skulle være meget bedre til at sætte deres egen dagsorden frem for regeringens. Derudover affyrede Michael Kristiansen sine klassiske spin-punchlines: Hvad der ikke kan forklares – kan ikke forsvares, gentag dine budskaber igen og igen, samt hvad der ikke er kommunikeret – eksisterer ikke. Han fortalte samtidig en lang række indsigtsfulde insiderhistorier, hvor den røde tråd i hans fem år som Anders Fogh Rasmussens spindoktor var; timing er alt, om det så drejer sig om spin, strategisk kommunikation eller krisekommunikation.

Boganmeldelse: Jorden er flad igen

Boganmeldelse:

Jorden er flad igen

[15.juni 2007]

I slutningen af 1400-tallet sejlede Columbus på sin berømte opdagelsesrejse til Indien, men han kom som bekendt til Amerika. Columbus var overbevist om, at jorden var rund. Knap 150 år efter lærte Galileo Galilei os, at jorden rent faktisk var rund. 374 år efter erklærer klummeskribent og Pulitzer-prisvinder Thomas L. Friedman, at jorden (igen) er flad i hans nye bog af samme navn.

’Jorden er flad’ er en fortælling om globaliseringens konsekvenser og muligheder i det 21. århundrede. Friedman tager os med på en forunderlig og foruroligende rejse i globaliseringen og teknologiens tidsalder, hvor afstanden mellem kontinenter, lande og mennesker hvert år mindskes af bl.a. internettets muligheder og den øgede digitalisering.

10 grunde til at jorden er flad
Ifølge Friedman befinder vi os i globalisering 0.3, hvor den teknologiske udvikling har taget et kvantespring af dimensioner, som ikke er sket hurtigere i historien. Friedman opstiller 10 af de vigtigste udjævningsfaktorer for, hvorfor jorden er flad – eller i hvert fald er blevet mindre. Bogen giver et indsigtsfuldt indblik i globaliseringens udvikling de sidste 15 år – og man overraskes gang på gang af udviklingens hastighed og teknologiens muligheder. Fx at mange amerikanske servicecentre outsources til Indien, således at man, eksempelvis når en støvsuger går i stykker, ringer til en amerikansk talende servicemedarbejder, der viser sig at sidde i Bangalore i Indien, eller når man bestiller sin burger hos den lokale Drive-through McDonald’s i USA og bliver betjent af en person, der sidder næsten 1500 kilometer væk i en anden stat.

Globaliseringens lærebog
Friedman er detaljens mester, og bogen er spækket med forbløffende historier og anekdoter om de teknologiske fremskridt. Af og til bliver det dog en lidt for lyserød fortælling om de store virksomheders succes på det globale verdenskort ud fra en amerikansk vinkel. Det ændrer dog ikke på det faktum, at det er en yderst velskrevet og fascinerende bog, fordi den er så gennemresearchet og har en detaljerigdom, som balancerer på en knivsæg mellem de store episke fortællinger om globaliseringen i det 21. århundrede. Bogen er til den kosmopolitiske kommunikatør og burde være et standardværk på samtlige internationale studier og business-skoler.

Og ja, man køber Friedmans fortælling om, at jorden er blevet fladere.

Jorden er flad – en fortælling om globaliseringen i det 21. århundrede
Thomas L. Friedman
Børsens Forlag 2007

Selv en humlebi kan flyve

[Udgivet den 9.februar 2009]

Oplevelsesøkonomien er over os – og den er, ifølge Hummels direktør og erhvervslivets kreative sjæl Christian Stadil, kommet for at blive. Danmark kan ikke længere leve af den tunge industri alene, medmindre produkterne bliver tilført emotionelle værdier og skaber unikke oplevelser hos forbrugerne. Produktets kvalitet er imidlertid stadigvæk den altafgørende faktor, for oplevelsesøkonomien skal basere sig på troværdighed og substans i selve produktet – ellers vil dommen fra forbrugerne falde omgående

Af Jon Kiellberg

Gamle industrivirksomheder lukker og slukker samtidig med, at den globale kamp om kvikke hoveder bliver skærpet i disse år, og manglen på arbejdskraft lægger pres på den danske økonomi og konkurrenceevne.

Oplevelsesøkonomien kan derfor, ifølge Christian Stadil, være en redningsplanke, der kan kickstarte de innovative kræfter hos selv de gamle virksomheder:

- Det er blevet nemmere og nemmere at producere varer billigt. Det skyldes varens frie bevægelighed og, at verden bliver mindre og mindre. Derfor drejer det sig i dag mere om de emotionelle selling-points og de unikke produkter og ikke kun om de fysiske varer. Det handler således om at skabe følelsesmæssige bindinger mellem virksomhedens brand, dens produkt og forbrugerne – det er essensen af oplevelsesøkonomien. Oplevelsesøkonomien er kommet for at blive. Specielt i et land som Danmark, der som udgangspunkt ikke skal leve af den tunge industri. Der tegner sig et billede af, at vi godt kan beholde nogle af industrierne i landet, fordi mange har taget oplevelsesøkonomien til sig og er begyndt at tænke produkter ind i nye sammenhænge. Det er det, vi skal leve af i fremtiden: At generere ideer og skabe oplevelser inden for de forskellige industrier.

Sammenkoblingen af produkter og oplevelser

For at kunne klare sig i den globale økonomi handler det, ifølge Christian Stadil, om at tænke kreativt og derved se nye muligheder i gamle virksomheder. Det er, hvad Hummel har efterstræbt, siden Christian Stadil overtog virksomheden i 1999.

– Der er flere og flere virksomheder, der fanger tendenserne og benytter sig af mulighederne i oplevelsesøkonomien, men det er naturligvis brancheafhængigt. Det skal man ikke underkende. Et firma, der producerer skruer, har nok lidt svært ved at få det emotionelle og oplevelser sat i forbindelse med det at sælge skruer. Men man skal alligevel gøre forsøget. Et godt eksempel er Danfoss, som er old-school business, der ikke er så livsstilspræget og derfor ikke så identitetsorienteret. Men Danfoss går alligevel ind og laver et Danfoss univers, der er et godt eksempel på oplevelsesøkonomien, hvor de skaber en brand-relateret følelsesmæssig oplevelse mellem deres forbrugere og produktet. Oplevelsen og oplevelsesøkonomien kan derfor være et værktøj til at brande sig selv, selvom produktet er et andet end oplevelsen.

The product is the king

Er der ikke fare for, at virksomheder, der ønsker at inddrage oplevelser og følelser i deres produkter, kommer til at fremstå som rene iscenesættere, der blot inddrager oplevelser og følelser som en kalkuleret del af deres markedsføring?

– Det kan der være, men jeg tror ikke, at vi vil opleve det, for ligegyldigt hvad, vi taler om af marketing buzz-words, så er the product is the king centralt, og produktet skal derfor fungere. Det er ikke fordi, oplevelser ikke kan bruges til at sælge produkter, men det vigtigste er stadigvæk, at produktet skal fungere og være i orden. Vi har nogle ekstremt intelligente forbrugere derude, og med den lille verden, vi har i dag, nytter det ikke at fortælle historier uden substans, så skal vi nok blive mødt ved dommens dag. Troværdighed er altafgørende. Hvis jeg er manipulerende eller ikke er troværdig over for mine forbrugere – hvis jeg ikke gør, hvad jeg siger – så skal de nok finde ud af det. Forbrugerne er dommerne i dag.

Man skal kunne mærke græsset gro

[Udgivet den 16.november 2008]

Klaus Bondam var på slap line ved Kommunikatørens Dag, hvor han agerede stand-in for overborgmester Ritt Bjerregaard. Temaet var politik – hvor det for hans vedkommende handler om at gå i clinch og dialog med både borgere og sine pressemedarbejdere – da samarbejde og dialog er afsættet for konkrete resultater

Selvom han har skiftet de skrå brædder som skuespiller og teaterchef ud med stillingen som borgmester for Teknik- og Miljø i København, så var det alligevel en scenevant politiker og kommunikatør, der gav sine bud på, hvad substansen i politik er. Med afsæt i sin baggrund som skuespiller i en kreativ verden er det at sammentænke en dialog imellem forvaltningen, politikere og borgere det helt centrale ved en ideel beslutningsproces. At skabe en levende og aktiv debat – hvor kommunen ikke alene skal være informerende – men i højere grad være dialogorienteret – det er ifølge Klaus Bondam en af hjørnestenene i et godt demokrati. Og med hensyn til hvordan resultater og de forskellige beslutningsprocesser sker i et samspil med borgerne, bruger han sig selv som eksempel: ’Hvis jeg går ind i et rum og lukker døren og sidder alene - så er faren for, at der sker noget - fuldstændig minimal. Det er dialog, der udvikler nye ideer og får ting til at gro’

Borgerinddragelse i nye klæder
Skal man tage kommunikation med borgerne alvorligt drejer det sig således om at inddrage borgerne så tidligt som muligt i de forskellige politiske processer – hvor de gode argumenter vinder terræn frem for lokale underskriftindsamlinger – som til tider bliver lige lovligt for lokale ifølge Klaus Bondam. Derimod viste sagerne om Krøyers plads og den omstridte sorte HT-terminal på Rådhuspladsen med al sin tydelighed, at borgerne ikke var blevet inddraget i tide – så også deres viden og erfaringer havde spillet en væsentlig større rolle, end tilfældet var. De nye former for en bedre kommunikerende forvaltning med borgerne skal i langt højere grad satse på elektroniske medier, borgermøder med brede tematikker og styrkelse af lokale medejerskaber, som vi har set det ved områdefornyelse og kvarterløft rundt omkring i byen. Men Klaus Bondam erkender dog, at det naturligvis er en møjsommelig proces med borgerinddragelse, hvor de flotte og sprudlende ideer på tegnebrættet kan synes langt fra den konkrete virkelighed .

It´s af dirty job, but someone has to do it
Til spørgsmålet om, hvorvidt politik er beskidt, kom det bekræftende fra borgmesteren:

’At det er det bestemt – når nu man har ansvaret for byens renhold!’ Og borgmesteren forklarede, at sceneskiftet til politik havde været spændende – men også en stor omvæltning. Væk var de gode anmeldelser, de høflige skuespiller-kommentarer og enigheden i teatergruppen. Men selvom der er ’langt fra Las Vegas’ til Rådhuspladsens borgmesterkontor, hvor glubske journalister konsekvent leder efter fejl og mangler – er han dog glad for sin borgmesterkæde i bestræbelserne på at skabe en bedre kommunikation mellem forvaltningen, politikerne og borgerne.

Villy får vælgere til at vandre [den 27.november 2008]

27. november 2008

Af Jon Kiellberg, politisk analytiker

Hvem skulle have troet, at Villy Søvndal på blot 3 ½ år ville redefinere sig selv og SF. At partiet ville blive ungdommens parti, og at folkesocialisterne i dag fremstår som et moderne strømlinet parti, der på flere fronter har sat sig på den kommunikative og politiske dagsorden i oppositionen. Villy Søvndal kom selv med en del af forklaringen på kom-dag ´o8 på kulturdocken den 25. november

Historisk set har SF politisk momentum ca. hvert 20 år blandt vælgerne. I 1966 fik SF 20 mandater, i 1987 27 mandater og i 2007 23 mandater. Det kan tilskrives mange faktorer: Politiske strømninger, økonomiske konjunkturer eller generationsspørgsmål. Faktum er, at Socialistisk Folkeparti har et godt tag om de unge vælgere. Faktisk ville SF være det største parti herhjemme, hvis det alene var de 18-35 årlige, der havde adgang til stemmeurnerne ved folketingsvalg.

What’s in it for ME?
Og hvorfor er det netop den unge ambitiøse generation Y (hvad det så end er!), der er blevet et så vigtigt vælgersegment for partiet? En af forklaringerne er, ifølge Villy Søvndal, at de unge på den ene side er individualister, men samtidig optaget af fællesskabet, så længe de har indflydelse på at påvirke selv samme. Og det er kernen i SF’s politik: At fællesskab og individualitet ikke er hinandens modsætninger, men går hånd i hånd. Derfor tager SF’s kommunikation i dag udgangspunkt i nye kommunikationsplatforme som Facebook, Youtube, blogging og mobile enheder. Alene til folketingsvalget brugte partiet 80 pct. af deres kampagnebudget på internetaktiviteter.

En brydningstid
En anden forklaring på, at SF i disse år har vind i sejlet, og kursen er lagt mod større politiske horisonter, er, ifølge partiformanden, at vi står midt i et paradigmeskift i opfattelsen af os selv og omverdenen. De unges fixpunkter er i dag blandt andet terrorangrebene 9/11 i USA, Irakkrigen og de store finansielle og klimatiske globale udfordringer, vi står over for i dag. Fixpunkter, som Villy Søvndal sagtens kan se nogle klare paralleller til i hans egen politiske wake-up-call i 1970´erne, hvor han som ung kolinggenser rejste rundt i verdenen og oplevede kommunistiske diktaturer og ultraliberale regimer i sin værste form. I dag er den unge generation (også) meget commited, men de er sværere at sætte i bås og ind i klassiske mønstre.

De unge vælgere ville vælge Villy, men om det rækker til ministerposter ved næste valg, ja det vil kun tiden og den parlamentariske situation vise.