[16.november 2007]
Fremtidens sociale kommunikation ændrer ikke alene vores måde at kommunikere på, men også det sociale og kommercielle liv mellem virksomheder og forbrugere. Den tid er forbi, hvor kommunikation udelukkende drejede sig om enten at opdrage forbrugerne eller manipulere dem. Med sociale medier er dialog og brugerbaseret kommunikation kommet i centrum.
Den tid er forbi, hvor hjemmesider og kommunikation på nettet mest af alt handlede om at informere borgere eller alene at gøre reklame for sit budskab eller sit produkt. Men hvad stiller det af krav til virksomhedernes internetbaserede kommunikation, når de sociale mediers paradigme er deltagelse, brugerinddragelse, åbenhed og socialitet?
Det var temaet for oplægget Er fremtidens kommunikation social? Med adm. direktør Trine-Maria Kristensen fra Social Square og kommunikationsrådgiver Morten Gade fra Bysted til Kommunikatørens Dag 2007. Begge oplægsholdere brænder for de nye sociale netværk og teknologier, og deres tilgang til, hvad de begge kalder den nye sociale form for kommunikation, er båret både af en faglig indsigt, men også en legende og praktisk tilgang til området.
Den brugerdrevne kommunikation
Ifølge Trine-Maria Kristensen og Morten Gade er der de seneste år sket en kolossal udvikling i måden at kommunikere og dele viden med andre på nettet. Sociale netværk som fx Myspace, Facebook, LinkedIn, Flickr eller wikis som Wikipedia har været medvirkende til, at mennesker ikke længere alene modtager, men også deltager i kommunikationen med virksomhederne. Det stiller nye krav om åbenhed og omstillingsparathed hos virksomhederne, når viden om de forskellige produkter spreder sig som en steppebrand på nettet. Men det skaber også nye strategiske værktøjer og kommunikationskanaler for virksomhederne, når de gennem en lang række sociale netværk kan få en unik viden om brugernes præferencer og vaner i de forskellige internetbaserede fællesskaber.
Tovejskommunikation mellem virksomheder og forbrugere
Sociale medier skaber med andre ord en gensidig læringsproces mellem borgere og virksomheder, når den nye kommunikationsvej handler om dialog og deltagelse. På den ene side giver det virksomhederne en indsigtsfuld viden om forbrugerne, og på den anden side giver det forbrugerne en større indflydelse på produkterne, når virksomhederne åbner sig for omverdenen og inddrager forbrugerne i udvikling af deres forretningsstrategier og varer.
Gå selv på opdagelse!
Man kan holde lange foredrag eller skrive spalte op og spalte ned om de nye sociale medier og deres betydning for virksomhedernes strategiske kommunikation, nye brugerdrevne kommunikationsformer eller nye netværksbaserede fællesskaber på nettet – men man kan også bare springe ud i de nye sociale netværk og opleve deres forskellige potentialer, hvad angår inddragelse, deltagelse og face-to-face dynamik.
For ifølge Morten Gade og Trine-Maria Kristensen: Så er fremtidens kommunikation social!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar