Er dronning Jelved skakmat?

[12. februar 2007]

Politisk kommunikation: Det Radikale Venstre står i dag, hvor Socialdemokraterne stod for et år siden: Med vælgersvigt og i krise på de indre linier. Skal Marianne Jelved og co. ikke igen blive kørt ud på et politisk sidespor ved næste valg, kræver det, at Jelved bekender politisk kulør – om farven så er mørkerød eller lyseblå. Spørgsmålet er dog, om ikke Jelved med sin lancering af partiets Anden Vej er endt i en blindgyde, og dermed er skakmat i det politiske spil?

Nu ved vi igen, hvor vi ikke har Det Radikale Venstre; nemlig som partiet, der nærmest gør en dyd ud af at lægge røgslør ud over det politiske landskab. Med partiets lancering af de seks ultimative krav sidste forår, som blev til fem, er De Radikale vendt tilbage til deres gammelkendte rolle som svingdørspartiet med indbygget ratslør i slingrekursens overhalingsbane.

Æren for denne tilbagevenden til De Radikales historiske zig-zag-kurs tilfalder fortrinsvis partiets, indtil videre, ubestridte leder og politiske dronning; Marianne Jelved, da hun udnævnte sig selv som statsministerkandidat, hvorefter hun trak forslaget tilbage. En kurs, som siden har givet De Radikale en syngende lussing i meningsmålinger samtidig med, at en ny meningsmåling fra Børsen viser, at hver tredje R-vælger ikke mener, at Jelved er den rette partiformand.

To dronninger er én for meget
Jelveds politiske vaklen startede allerede ved folketingsvalget i 2001, hvor den politiske dronning på Christiansborg blev skiftet ud med Pia Kjærsgaard. Ikke alene havde Jelved tabt regeringsmagten, hun havde også tabt kampen som Folketingets ubestridte kvindelige magtfigur. 1990’ernes succes som den driftsikre økonomiminister, der kunne holde Nyrup og Lykketoft i tæt snor, var for længst forbi. Allerede på dette tidspunkt burde Jelved havde set skriften på væggen og kørt en ny kronprinsesse eller kronpris i stilling, når hun ikke længere var dronningen af tungen-på-vægskålen. Hun valgte i stedet at følge i sin forgænger Niels Helveg Pedersens og Nyrups fodspor, og forlod ikke roret i tide.

Langt værre bliver det dog for Jelved, da Helle Thorning-Schmidt stormer ind som Socialdemokraternes nye formand i 2005. Hun er ikke alene den nye stjerne på det politiske landkort, Hun sætter sig også på posten som oppositionens ukronede dronning, og bliver dermed Jelveds måske største konkurrent. Og det er her, kimen bliver lagt til Jelveds ultimative krav som statsministerkandidat sidste forår, der ændrer De Radikales normale pragmatiske stil. Modsat Pia Kjærsgaard appellerer Thorning-Schmidt til mange af de samme vælgere som Jelved – ikke mindst de kvindelige.

To dronninger er én for meget – og Jelved ønsker ikke at være Helles halehæng – derfor ser Jelved sig nødsaget til at løsrive sig fra Socialdemokraterne og positionere sig i forhold til Thorning-Schmidt. Det er samtidig en af forklaringerne på, at det er umådeligt svært for Jelved og co. at falde i armene på Socialdemokraterne og ikke mindst Thorning-Schmidt igen.

Afdansningsbal mellem to stole
Uanset hvad der sker ved næste folketingsvalg, så vil Jelved været tvunget til, direkte eller indirekte, at pege på sine to største rivaler på den politiske scene: Nemlig Helle og Pia. For i det politiske spil er der ingen remis – og derfor kan Jelveds Anden Vej vise sig at være en dans imellem to stole, hvor partiet bliver sorteper ved festen, og dermed Jelveds endelige afdansningsbal.

Analysen har været bragt i Nyhedsavisen d. 6. februar 2007