Ondskabens banalitet

Weekendavisen | 03.11.2006 | 1. SEKTION | Side 13 | 419 ord |

Af JonKiellberg

Hvad er sammenhængningen mellem mordet på den systemkritiske russiske journalist Anna Politkovskaja, Hannah Arendts politiske tanker og den nye tyske film »De andres liv« om STASI-regimet i det tidligere DDR?

Det spørgsmål burde Vladimir Putin stille sig selv i forhold til både den politiske og journalistiske censur, man oplever i Rusland. Meget kunne dog tyde på, at Putin hverken dyrker en politisk tænker som Hannah Arendt eller har set »De andres liv«. Svaret ligger ellers lige for hans fødder: det handler om samvittighed, indlevelsesevne og pligten til at sætte sig i andres sted - noget som er langt fra den russiske virkelighed, som Putin styrer med jernhånd.

Men lad os tage det fra en ende af: i disse dage fejres 100-års dagen for den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendts fødsel. Og hendes filosofiske bøger og politiske tanker om totalitarismens grundvilkår og »ondskabens banalitet« kan ikke være mere aktuelle i forhold til Putins Rusland, som i dag i den grad lever i en glasklokke af selvtilstrækkelighed over for både omverdenen og sine egne medborgere. »Det er langt lettere at handle i et tyranni end at tænke,« skrev Arendt, og man kan tilføje, at det i mange tilfælde er direkte livsfarligt at tænke selvstændigt i dagens Rusland, hvilket de seneste mord på journalister er et bevis på. Arendts billede på mennesker og systemer, der ikke er i stand til at åbne sig for omverdenen og være i kontakt med deres egen samvittighed, var den berømte nazistiske SS-officer Adolf Eichmann. Hvis Arendt havde levet i dag - ville hun måske have brugt Putin som et spejl for manglende indlevelsesevne over for indvandrere, Tjetjenien og systemkritikere.

Derfor er der desværre en direkte parallel mellem Kremls bureaukratiske kontrol og DDR-tidens STASI-overvågning af dets borgere, som er så glimrende skildret i Florian Henckel von Donnersmarcks debutfilm »De andres liv«, der for nylig havde premiere i de danske biografer. Filmen handler om fjernelse af individets demokratiske rettigheder i datidens Østtyskland gennem STASI's magtgreb gennem overvågning og kategorisering af systemets indre fjende og systemkritiske »elementer«, der bliver bekæmpet og lagt for had. Allegorien er uhyggeligt besnærende med den magtfuldkommenhed som præger nutidens Rusland, hvor Putins fortid som højtstående i KGB spøger i kulissen. Spørgsmålet er nemlig, om nogle af de samme metoder, som man brugte i STASI og KGB ikke lever i bedste velgående i dag i form af systematisk overvågning og forfølgelse af samfundskritiske russiske borgere? Hvilket er så langt fra de menneskerettigheder, pressefrihed og ytringsfrihed, som et moderne demokrati bør bygge på.